Jacob Stangerups suite af tegninger drejer sig utvetydigt om erotik. På en gang teknisk forfinede i deres udtryk og temmelig grovkornede motivisk, refererer tegningerne både til pornografi, barokken og et kanonisk værk som Matthias Grünewalds Isenheimer alter.
Tegningerne er udført i pastel og trækul og fremstår som en art dobbelt-tegninger. Baggrunden er realistisk bearbejdet i pasteller, men brydes af en løs og mere spontan kultegning henover, som “ødelægger” det kontrollerede udtryk gennem en forløsende øjeblikkelighed.
Stangerups “brugsanvisninger” udfolder sig efter de forhåndenværende søms princip. I teorien ikke så fjernt fra Jørgen Clevins pædagogiske anvisninger på, hvad man f.eks. kan få ud af papir, saks og lim.
Produkterne er imidlertid nogle helt andre – og uegnede for mindre børn. Det gælder eksempelvis den hjemmelavede “love doll”, Stangerup giver anvisninger på i en af udstillingens mange tredelte værker, der har et fortællende anslag.
“Mode d’emploi” rummer en egen indre logik, der ikke er bundet op på realiteter, men forfølger idéer, der kunne udføres med lidt god fantasi. Motiverne reflekterer således den måde, hvorpå tanker kan (de)formere sig og give mening indeni vores egne hoveder.
Hos Stangerup får vi et kig ind i en mandlig hjerne, som fantaserer om erotik på en måde, der indirekte udstiller de mere latterlige sider af mænds begær.
Pastellerne giver motivernes heftighed et lidt barnligt, poetisk udtryk, som ved første blik dæmper den grove komik, de betjener sig af. Beskueren konfronteres imidlertid med en helt række obskøne scenarier, der leder tanken hen på pornografiske billeder, men som f.eks. også finder genklang i barokkens litteratur og kunst – med dens hang til grotesker, der bevæger sig på grænsen mellem det komiske og det voldsomme.
Værkerne vækker således modsatrettede følelser. De rummer morskab med gemene undertoner – destruktion, som kammer over i det latterlige, leg der ikke er uskyldig. Det erotiske tema udfolder på den måde nogle basale følelser og tilstande, som ikke ligger hinanden fjernt – selv om de er indbyrdes modsætninger.
Jacob Stangerup (f. 1973) bor og arbejder i København. Han har bl.a. tidligere udstillet på Sophienholm (2005). Fra 1996-2000 var han i “mesterlære” hos Jørgen Haugen Sørensen i Pietrasantra, Italien.
Martin Asbæk